Springforbi Strandpark - renovering og rekreativt område
Strandpromenaden bør renoveres endeligt. Desuden bør der anlægges broer eller lignende så der opnås nærhed til havet. Stien er af stor rekreativ værdi.Stormen Bodil i december 2013 og den efterfølgende renovering i maj 2016
Ved stormen Bodil i december 2013 blev strandpromenaden meget voldsomt medtaget (se billedet). Efter en del problemer lykkedes det Naturstyrelsen at skaffe finansiering til en delvis renovering af stien.
I maj 2016 blev første etape af denne renovering åbnet.
Samtidig blev der af Strandsti Lauget Springforbi - i partnerskab med Naturstyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Taarbæk Grundejer- og Borgerforening udarbejdet "Springforbi Projektbeskrivelse 1 2020". DN Lyngby-Taarbæk er overordnet positive overfor projektet, men har dog gjort indsigelser mod delprojekt 5 i forslaget, idet vi mener at der på dele af stien vil blive for lang afstand til havet. På den baggrund blev projektbeskrivelsen ændret på dette område i "Springforbi Projektbeskrivelse 2 2020".
Finansieringen af de resterende dele af projektet er endnu ikke tilvejebragt. Det forventes at det bliver nødvendigt at skaffe private fondsmidler. Der udestår derfor fortsat meget arbejde før visionen for Springforbi Strandpromenade kan realiseres.
Generelt om Springforbi Strandpark
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at bevare og forbedre Springforbi Strandparks landskabelige og rekreative værdier både langs Strandpromenaden, Strandvejen og Kystbanen.
Vi ønsker at forbedre strandpromenaden, så den kan blive et attraktivt område hele året rundt ved at renovere dens belægning og ved at forbedre opholds- og bademulighederne. Samtidig ønsker vi at forbedre adgangsforholdene mellem kystpromenaden og plænerne oven for kystskrænten til glæde for et større publikum end tilfældet er i dag.
Vi har i mange år kæmpet imod det nedenfor nævnte strandprojekt ved Springforbi og imod en udvidelse af parkeringspladsen ved Springforbi, og begge projekter blev i 2011 opgivet af Naturstyrelsen.
Vi arbejder for at den sidste del af renoveringen bliver gennemført hurtigst muligt.
Skov- og Naturstyrelsens projekter ved Springforbi
I 1998 foreslog Skov- og Naturstyrelsen at etablere 3 strande som en del af kystsikringen. Projektet blev i 2006 søgt virkeliggjort, efter at der var udarbejdet et konkret projekt.
Danmarks Naturfredningsforening protesterede imod anlæggelse af de kunstige badestrande ved Springforbi, fordi de ville skæmme kysten og øge parkeringsbehovet på de 10- 20 bedste sommerdage, så der opstod trafikkaos på Strandvejen med deraf følgende behov for skæmmende svingbaner samt etablering af yderligere parkeringspladser på de skovbevoksede arealer langs Kystbanen.
Projektet mødte voldsom modstand fra både Danmarks Naturfredningsforening, beboerne i Taarbæk og Lyngby-Taarbæk Kommune, og miljøministeren bad på den baggrund i 2006 Skov- og Naturstyrelsen om sammen med Lyngby-Taarbæk Kommune at nedsætte en arbejdsgruppe, der kunne tilrette projektet, så det kunne opnå lokal opbakning.
Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-Taarbæk udarbejdede derfor i 2008 et projektforslag for Springforbi Strandpark i samarbejde med Taarbæk Grundejer- og Borgerforening og Initiativgruppen for udvikling af Springforbi Strandpark. Formålet med projektet var at opstille et alternativ til Skov- og Naturstyrelsens strandcelleprojekt. Projektets hovedidé var at bevare og forbedre Springforbi Strandparks landskabelige og rekreative værdier både langs strandpromenaden, Strandvejen og Kystbanen.
Vi ønskede at forbedre strandpromenaden, så den kan blive et attraktivt rekreativt område hele året rundt ved at renovere dens belægning og ved at forbedre opholds- og bademulighederne. Samtidig ønskede vi at forbedre adgangsforholdene mellem kystpromenaden og plænerne oven for kystskrænten til glæde for et større publikum.
I 2006 søgte Skov- og Naturstyrelsen om tilladelse til at udvide parkeringspladsen ved Springforbi kraftigt. Danmarks Naturfredningsforening klagede til Naturklagenævnet med den begrundelse, at der kun var behov for parkeringspladsen nogle få sommerdage om året, og at der på disse dage kunne parkeres på græsplanerne. Vi fik ikke medhold i vores klage, men Naturstyrelsen har senere besluttet ikke at udvide parkeringspladsen, fordi den nu er enig med os i, at der ikke er behov for flere parkeringspladser.
I 2013 har Rambøll udarbejdet er dispositionsforslag for kystsikringen ved Springforbi for Naturstyrelsen Hovedstaden.
Hvis du ønsker at se nyere status for Springforbi Strandpark, så vend venligst tilbage til toppen af denne side.
Naturfredningsforeningens breve, projektforslag m.m.
20/07-2016: Springforbi projektbeskrivelse 2 2020
20/05-2016: DN brev vedrørende Springforbi Projektbeskrivelse 1 2020
19/05-2016: Springforbi projektbeskrivelse 1 2020
15/08-2013: Springforbi kystsikring - dispositionsforslag
01/03-2008: Projektforslaget for Strandparken (fylder 10 MB)
08/02-2007: Klage over udvidelse af parkeringspladser
09/06-2006: Klage over anlæggelse af parkeringspladser
28/04-2006: Bemærkninger til Kystdirektoratet om strandprojektet
25/04-2006: Brev til Kystdirektoratet om VVM-redegørelse
31/03-2006: Brev til beboerne i det nordlige Taarbæk om strandanlæg ved Springforbi Strandpark
13/01-2004: Brev til Miljøminister Hans Christian Schmidt om strandprojektet