Naturen i Lyngby Åmose truet af stiprojekt
Lyngby-Taarbæk Kommune har fået udarbejdet et projekt "Stier i Lyngby Åmose", der forslår en voldsom udvidelse af stierne til stor skade for den meget værdifulde natur langs stierne og forringe Åmosens landskabelige værdier.Danmarks Naturfredningsforening ser følgende problemer i forslaget:
- De 2 vigtigste ynglelokaliteter i Lyngby Åmose for butsnudet frø (langs stien v. Lyngby Sø og langs Åmosebakken-Nybro stien) vil forsvinde ved etablering af 2,9 m brede stier, og det er utænkeligt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet vil give dispensation til det, da Lyngby Åmose både er fredet og EU-Habitatområde.
- De 1,84 m brede boardwalks vil forringe forholdene for plante- og dyrelivet i grøfterne langs de i dag 1,1-1,5 m brede stier, og de funderes ikke på fast bund og vil derfor synke med tiden.
- Hævede boardwalks vil skæmme Åmosen og forslaget om at hæve dem 80-100 cm over terræn er katastrofale.
- Hævning af vandstanden i Lyngby Sø vil medføre øget erosionen på brinkerne og større udgifter til vedligeholdelse af bredsikringen.
- En bred boardwalk på Prinsessestien neden for I. H. Mundts Vej vil forøge cykling på Prinsessestien til gene for fodgængere og hundeluftere.
- Der er stor usikkerhed på højdemålingerne – opløsning er på 40 cm og kortene giver et ukorrekt billede af vandstanden i Lyngby Åmose.
- Der er intet grundlag for påstanden om, at færdsel i Åmosen skader naturen udover de steder, hvor vand på stien medfører, at der laves nye stier ved siden af de eksisterende.
- COWIs påstand om, at projektet vil sikre borgerne en større rekreativ oplevelse i Lyngby Åmose end i dag og tage hensyn til den sårbare og værdifulde natur er usand – projektet vil forringe den rekreative oplevelse og skade den sårbare og værdifulde natur langs stierne.