Nyhed

Mindeord for Hans Nielsen

Mindeord for Hans Nielsen fra bestyrelsen i DN Lyngby-Taarbæk

Det er med stor sorg,  at vi desværre må meddele, at vores formand, fighteren, ledestjernen og vogteren for naturen, Hans Nielsen, er afgået ved døden.

Det er ubegribeligt, at en mand med hans styrke og alder har forladt os, samt det han levede for og elskede, nemlig naturen.

Hans brugte alle døgnets timer i naturen eller for lokale interesser. Han arbejdede utrættelig, vedvarende og på højtryk i moser og enge, for at give os dejlige oplevelser og naturen de bedste levevilkår og betingelser.

Nu kan vi ikke længere møde Hans og cyklen med alle redskaberne, men vi kan gå ud i den smukke og velplejede natur, han har efterladt og sende ham gode tanker 🌾

Stor tak til jer, der har kontaktet DN Lyngby-Taarbæk med hilsner og fortællinger eller oplevelser med Hans i naturen.

Også stor tak til jer, der har spurgt, om I kan hjælpe bestyrelsen. Til jer har vi svaret, at alle der har mod på at give en hånd og hjælpe naturen er meget velkomne til at kontakte os. Det gælder alle, og derfor nævner vi det her. Det vil både vi i bestyrelsen og naturen være taknemmelige for – og det ville Hans også.

Æret være Hans' minde 🌿

På vegne af DN Lyngby-Taarbæk

Ghita Thorlacius, næstformand