Lyngby Åmose
Lyngby Åmose er et meget afvekslende, fredet naturområde med en særpræget forhistorie og mange sjældne plantearter.
Lyngby Åmoses udvikling fra istiden til i dag
Lyngby Åmose er dannet ved ophobning af et over 7 meter tykt tørvelag er dannet siden istiden ved ophobning af døde plantedele. I 2015 fik Lyngby-Taarbæk Kommune foretaget en undersøgelse af tørvelagene, der viste, at Lyngby Åmose for 6.000 år siden var dækket af skovfyr og elletræer i en koret periode, indtil den blev oversvømmet på grund af klimaændringer. Først for nogle få århundreder siden opstod de nuværende fattigkær med bevoksninger af mosebølle, lyng og revling, og det er mindre end 100 år siden, at Lyngby Åmose igen blev en skovbevokset mose.
Fra H. Mortensens Nordsjællandsflora fra 1872 ved vi, at mosen dengang var et åbent kærområde med nogle få mindre birke- og pilekrat. Der var dengang så mange sjældne planter i mosen, at den blev fremhævet som ”et af de for botanikeren interessanteste punkter i Danmark”.
I 1921 beskrev botanikeren H. Wiinstedt udsigten fra prinsessehøj ved Sorgenfri Kirke. Ud for højen var der stadig flere helt træfri områder, men ellers var der nu spredte birke på mosefladen, og den vestlige del mod Frederiksdalskoven var næsten helt dækket af elle- og pilekrat. Selv om træerne på dette tidspunkt var godt på vej til at brede sig til hele mosen, var den stadig lys og åben, især i den østlige del. Den var så våd, at den mange steder var næsten utilgængelig. I den vådeste del af hængesækken gik man i vand til knæene og blev kun holdt oppe af sumpplanternes rodsystemer.
Indtil 1930’erne var mosen opdelt i lodder med tilknytning til gårdene i Virum. Der blev skåret rør til tagdækning, og krattene leverede brændsel til opvarmning og madlavning. Det medførte, at trævæksten blev holdt nede, så Åmosen fremstod som et kærområde med lave krat.
I årene 1934-40 opkøbte Lyngby-Taarbæk Kommune størstedelen af mosen og anlagde de nuværende stier og broer. Arbejdet blev udført som beskæftigelsesforanstaltning for unge arbejdsløse. Efter krigen fortsatte opkøbene, så ”Naturparken Lyngby Åmose” nu omfatter i alt ca. 45 ha. I 1947 blev mosen fredet.
I de efterfølgende årtier tog trævæksten voldsomt til, så hele mosen i dag ville være skovdækket, hvis ikke Lyngby-Taarbæk plejede dens mest værdifulde fattigkær. Der er til en vis grad tale om en naturlig udvikling mod tørrere vegetationstyper, men udviklingen gik meget hurtigt i de følgende årtier. Det skyldtes bl.a., at mosen modtog en stor tilførsel af næringsstoffer med nedbøren og fra Lyngby Sø, og at tilgroningen havde en selvforstærkende effekt ved at øge fordampningen, så mosen blev endnu mere tør til gavn for især træer som birk og røn.
Denne udvikling er nu stoppet i store dele af mosen, hvor der bliver mere og mere lysåbent, fordi opvækst af nye træer forhindres af en tæt bundvegetation af bl.a. tørvemosser og af den relativt store bestand af rådyr i mosen. I takt med at de gamle træer dør, vil de mest våde områder derfor blive stadig mere lysåbne. På en tur gennem mosen kan man opleve et stort antal vilde planter og dyr og få store landskabelige oplevelser, fordi den er så afvekslende. Våd ellesump og tæt sumpskov skifter med lyse, åbne fattigkær, vandområder og åbne arealer med udsigt over Lyngby Sø.
Naturplejen i Lyngby Åmose
Siden 1930’erne har kommunen fjernet birkeopvæksten i det østlige fattigkær først ved optrækning, så ved brug af sprøjtemidler og i de seneste årtier ved slåning med kratrydder. Det har dog ikke reduceret mængden af birk, da den så bare har bredt sig under slåhøjden. I 1985 blev der udarbejdet et forslag til plejeplan for Åmosen i et samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune, Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité, Dansk Botanisk Forening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk Ornitologisk Forening samt Natur og Ungdom, som blandt andet har ført til, at plejen er blevet udvidet til 2 områder med fattigkær midt i mosen. Formålet med plejeplanen har været at bevare Lyngby Åmose som et meget varieret naturområde med et meget varieret plante- og dyreliv. I 2013 blev Lyngby Åmose fredet på ny og på den baggrund er der udarbejdet en ny plejeplan. I 2012 har Danmarks Naturfredningsforening begyndt at udrydde birken i det østlige fattigkær ved at beskære den med ørnenæb under dens vækstpunkt, så den dør, og så hedelyngen igen kan opleves i eftersommeren.
I dag arbejder naturplejegruppen to steder i Åmosen, begge er truet af græsser og træer på grund af for mange næringsstoffer og af udtørring på grund af en uheldig sænkning af vandstanden i Furesøen.
Vores naturpleje består i det østlige område af fjernelse af små birketræer og tagrør i et areal der tidligere er ryddet for birk. Har vi ressourcer til det, kan området udvides mod vest ved yderligere fjernelse af birk.
I det vestlige område fjerner vi birk, brombær og blåtop (en græsart) for at udvide det naturplejede område.
Fattigkærene
Et fattigkær er et næringsfattigt, fugtigt område med en højmoselignende vegetation. Her vokser typisk tørvemosser (spagnum), tue-kæruld, tranebær, hedelyng, revling, mosebølle og rundbladet soldug.
I Lyngby Åmose er der 3 fattigkær. Det østlige fattigkær er i forsommeren helt hvidt af uldtotterne fra tue-kæruld (se foto nedenfor), mens det i eftersommeren vil være farvet rødt af hedelyngens blomster, efter af Danmarks Naturfredningsforening i 2016 startede med at fjerne opvæksten af birk. Fattigkæret længere mod vest ud for Sorgenfri Kirke er ikke så veludviklet som de øvrige, men der en positiv udvikling i gang med en stigende mængde sphagnum, tranebær, tue-kæruld og mosebølle, efter at kommunen er begyndt at pleje det hvert år. Her findes også en del grupper af tørst og kvalkved, som får lov til at vokse op. Endnu længere mod vest findes et fattigkær med store bestande af mosebølle og tranebær og spredte skovfyr.
Fattigkærene har udviklet sig fra mere næringsrige kærtyper med bl.a. starer (halvgræsser), som med tiden har opbygget et tørvelag, der afskærer vegetationens kontakt med det næringsrige grundvand. Det medfører, at de tørvemosser, der ikke kræver næringsrigt grundvand, er blevet dominerende. De er stærkt vandsugende og kan klare sig med regnvand alene. Da de nedbrydes uhyre langsomt, hæver de med tiden mosebunden så meget, at lyng og senere birk kan vokse der.
Ellesumpen
Ellesumpen findes i de mest våde dele af Åmosen, og det altdominerende træ er rød-el med de karakteristiske rakler. Rød-el kan som det eneste af vore træarter tåle at have rodsystemet dækket af vand i lange perioder. Elletræernes stammer står ofte på stylter eller ”trunter”, idet store rødder udgår ret højt over jordoverfladen. Herved opstår et meget varieret plantesamfund, da nogle planter foretrækker de meget våde lavninger, mens andre foretrækker de mere tørre trunter. Da ellesumpen desuden både er næringsrig og meget lysåben, har den en fantastisk frodig bundvegetation. I Åmosen lægger man først og fremmest mærke til engkabbeleje, bregner, gul iris, kærsvovlrod og en række forskellige starer.
Rød-el lever normalt i symbiose med en strålesvamp, der findes på knolde på træets rødder, og som kan optage kvælstof fra luften og omdanne det til kvælstofgødning. Svampen forsyner således træet med kvælstof og modtager til gengæld organisk stof fra træet.
Den største trussel mod ellesumpen er en sænkning af grundvandstanden, så birk og røn kan vandre ind. Røn er stand til at skygge bundvegetationen helt væk, som det ses flere steder i Åmosen, og birk vil sænke vandstanden yderligere da den har en meget stor vandfordampning. For at bevare ellesumpen er det vigtigt at holde en høj grundvandsstand og at rydde opvækst af birk og røn. En høj grundvandsstand kræver en høj vandstand i Lyngby Sø, og medfører, at stierne oversvømmes i perioder med megen nedbør. Det er en pris som gæsterne i Åmosen må betale for, at mosens værdifulde natur kan bevares.
Sumpskoven
Størstedelen af mosen er dækket af blandingsskov med birk, el og røn – en såkaldt sumpskov. Den findes både på næringsfattig, næringsrig, våd og halvtør bund, så vegetationen i sumpskoven varierer meget fra sted til sted. På næringsfattige steder dominerer tørvemosser og birk, mens starer dominerer på næringsrige steder.
Sumpskoven i Åmosen bliver generelt ikke plejet, men skal have lov til at ligge urørt hen, medmindre det er nødvendigt for at bevare og genskabe de andre værdifulde naturtyper, der findes i Åmosen, eller for at skabe en række kig ud over Lyngby Sø. Plejen vil enten bestå i rydning af al træopvækst eller selektiv rydning, vor kun uønsket træopvækst f.eks. birk og røn fjernes for at gøre mosen mere våd og lys.
Midt ude i Åmosen ud for Sorgenfri Kirke findes en relativ tør plet med særdeles smukke skovfyr. Ifølge beretningen fra 1872 var der dengang her en stor skovfyr med begyndende opvækst. I bunden af fyrreskoven vokser bl.a. mosebølle og tranebær.
I den vestlige ende af Åmosen uden for synsvidde fra stierne er der en relativ stor bevoksning med den sjældne Femradet Ulvefod, der ikke findes andre steder i kommunen.
Vandhuller og grøfter
I Åmosen findes der et rigt plante- og dyreliv i vandhullet ud for Sorgenfri Kirke og i de grøfter, der er solbeskinnede, og som ikke har direkte forbindelse med Lyngby Sø. Vandhullet ud for Sorgenfri Kirke er under kraftig tilgroning og både tusindblad, vandaks og krebseklo er forsvundet i de seneste årtier. Det var tidligere ynglested for spidssnudet frø, men den er nu forsvundet.
I grøfterne langs stierne består vegetationen af bl.a. kærmysse, gifttyde, vandrøllike, bukkeblad, sødgræs og en række forskellige starer. Det oprindelige plante- og dyreliv i kanalerne, som står i forbindelse med Lyngby Sø er forsvundet på grund af dens høje næringsindhold.
Dyrelivet
I det tidlige forår kan man opleve et kor af kvækkende butsnudede frøer fra grøfterne, hvor de er i gang med æglægningen. Senere på sommeren yngler og kvækker den grønne frø enkelte steder. På uforstyrrede steder med sol kan man opleve snogen, og på de tørre arealer kan man se firben sole sig.
Åmosen har et rigt og varieret insektliv. Mange af arterne er knyttet til vand, nogle hele livet igennem bl.a. mange biller og tæger, andre kun i larvestadiet. Sankt Hansormen er en bille, men hunnerne ligner en orm. Omkring Sankt Hans kravlerr hunnerne ved tusmørke op i den lave vegetation og starter en kraftig lysudsendelse, for at de flyvende hanner kan finde dem og gennemføre parringen. Sankt Hansormen findes flere steder i Åmosen og typisk på de mere næringsrige steder med bevoksninger af starer. De smukke guldsmede og vandnymfer, som man kan opleve i mosen, starter livet som rovdyr på bunden af grøfter og småsøer.
Nogle af de insekter, der lever i vand og fugtig jord, hører til den mere plagsomme del af insektverdenen. På lumre, fugtige forsommeraftener kan der være så store mængder af stikmyg og mitter, at det er næsten ulideligt at opholde sig i mosen.
Der er fundet mange sjældne insekter i Åmosen, hvoraf flere er knyttet til fattigkærene. De udgåede eller væltede træer, som får lov til at blive liggende i mosen, giver levesteder for mange smådyr bl.a. billelarver, der igen er føde for mange af mosens fugle.
Af større dyr er der især mange rådyr, som er med til at formindske opvæksten af træer og buske til fordel for bundvegetationen. Fuglelivet har ændret sig i takt med tilgroningen af mosen fra de egentlige mosefugle som rør- og sivsanger og nattergal til skovfugle som mejser løv- og gransanger, solsort, ringdue, kragefugle og stor flagspætte. En fugl, som man lægger mærke til er den lille gærdesmutte. Den har en ualmindelig kraftig stemme, og den er særlig talrig efter milde vintre. Om vinteren kan man opleve store flokke af grønsiskner, der lever af elletræernes frø.
