Nyhed

Nyhedsbrev - Oktober 2024

Nyhedsbrev med information om årsmøde den 24. oktober kl. 19.00.

 

Kære naturven - velkommen til nyhedsbrevet 🌱

 

Vi indkalder til årsmøde den 24. oktober kl. 19.00 I Frivillighuset på Rustenborgvej 2A, 2800 Kgs. Lyngby. Her afholder vi først den formelle del, og bagefter får vi besøg af Innargi, som vil fortælle om deres seismiske undersøgelser og Geotermisk varmeudvindelse. Læs mere om dem sidst i nyhedsbrevet.

 

Alle er velkomne til årsmødet, og alle vil blive hørt, men kun medlemmer af DN Lyngby-Taarbæk kan stemme og stille op til bestyrelsen. Er du medlem af DN og bosat i Lyngby-Taarbæk, er du automatisk medlem af DN Lyngby-Taarbæk.

 

Årsmødet er en oplagt mulighed for dig, der gerne vil have medindflydelse på fremtidens grønne Lyngby-Taarbæk. Det er nemlig her, den nye bestyrelse bliver valgt. Det er også en rigtig god mulighed for at lære arbejdsgrupperne bedre at kende. Man kan deltage i arbejdsgrupperne uden at være en del af bestyrelsen, og der er altid plads til flere frivillige i arbejdsgrupperne, som laver alt fra naturpleje til sociale medier.

 

Har du forslag til årsmødet, skal de være bestyrelsen i hænde på mail lyngby-taarbaek@dn.dk senest den 14. oktober.

 

Ifølge foreningens vedtægter § 5, stk. 5 er dagsordenen for årsmødet følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Spørgsmål og debat om bestyrelsens årsberetning, som du kan læse ved at klikke på teksten.
3. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
4. Forslag fra medlemmerne.
5. Eventuelt.

 

 

Besøg af Innargi

I forlængelse af årsmødet kan vi blive klogere på Geotermisk varme. ♨️

 Vestforbrænding og geotermi-virksomheden Innargi har indgået en aftale om at undersøge mulighederne for at bruge geotermi til fjernvarme, og det kan potentielt blive i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Allerede i starten af november gennemfører Innargi seismiske undersøgelser her i kommunen for at få et mere detaljeret kendskab til undergrunden.

 Geotermi er en af verdens fire store vedvarende energikilder, og Danmarks Naturfredningsforening har en betydelig del af æren for, at det i begyndelse af 2023 lovgivningsmæssigt blev muligt at udnytte geotermi til fjernvarme. Geotermi kan nemlig erstatte biomasse, kul og gas som varmekilde. I Aarhus bygger Innargi lige nu EUs største geotermiske anlæg – og snart kommer turen måske til os.

 Derfor kommer Innargi forbi vores generalforsamling og fortæller om de seismiske undersøgelser og geotermi generelt.

Du kan høre mere om:

  • Hvordan man udnytter geotermi
  • Hvor og hvordan de seismiske undersøgelser skal foregå – og hvordan man kan se og mærke dem
  • Hvordan man borer en geotermiske brønd og henter det geotermiske vand op for at høste varmen
  • Hvor meget et anlæg fylder – og hvordan det er at være nabo til
  • Hvad udnyttelsen af geotermi betyder for vores natur og klima

Fra Innargi kommer:

  • Asbjørn Haugstup, Direktør, eksterne relationer
  • Emil Stürup-Toft, Ledende geolog
  • Sofie Biering Krog, Kommunikationsspecialist